0

Et lille ups hos frisøren!

Posted by Marianne on 30. april 2015 in Blog |

Snot i næsen eller ej, der skulle ske noget i dag, så jeg tog glad imod tilbuddet fra min frisør om at møde op på et afbud. Jeg fik anvist pladsen ved siden af en kvinde, der netop havde fået sat lokkerne og var ved at gøre klar til at rejse sig.

“Nå, Marianne, hvad har du tænkt dig?” spurgte Vivian.

“Hm, hvordan skal jeg sige det …” Jeg skævede til den anden kunde. Hun så da egentlig ret frisk ud, og hvad var risikoen for, at jeg kom til at fornærme hende? “Altså, jeg ved jo godt, at det er rimeligt fordomsfuldt, men jeg er nødt til at formulere det helt, som jeg tænker det, andet bliver for besværligt.”

“Ja, bare sig frem!”

“Ok, jeg render altid rundt med hestehale, og nu hvor jeg skal gå med briller permanent, føler jeg, at jeg kommer til at ligne en bibliotekar …” fløj det ud af munden på mig.

Mere nåede jeg ikke, før kunden ved siden af knækkede sammen i et latteranfald. Vivians blik flakkede fra den ene til den anden, hvorpå også hun måtte overgive sig.

“Helt ærlig, synes du, jeg ser dødsyg ud?” Kunden drejede næsen mod mig og fortsatte med at le.

“Nej bestemt ikke … slet ikke …”

“Jeg er bibliotekar!” svarede hun kort og forsøgte så med at glatte mit måbende udtryk ud ved at fortælle sjove historier om bibliotekarer.

Åh, hvor var det godt med selvironi.

Jeg fattede mig og forklarede: “Jeg turde netop tage chancen, da du slet ikke ligner en bibliotekar. Og desuden findes der da rigtig mange smarte bibliotekarer … det var bare … altså …”

“Det er helt i orden, og du ligner slet ikke en bibliotekar,” svarede kunden.

“Jamen, når jeg har hestehale, så …”

“Du ligner på ingen måde en bibliotekar!”

Her var det, at jeg overvejede at sige tak, men besindede mig dog. Kvinden var bibliotekar og var skide smart, så jeg var virkelig en klovn. En kæmpe klovn. Punktum.

Vivian og jeg blev alene i salonen og fik os en god klog snak om alt mellem himmel og jord. Indimellem måtte jeg pudse snudeskaftet og vædde stemmebåndet. Jeg betroede hende, at jeg kunne blive helt bekymret for den alvorlige mine, jeg var ved at tillægge mig. Måske var det overgangsalderen? Måske var jeg bare temmelig påvirket af alt for megen grim sygdom omkring mig? Jeg kunne blive helt modløs ved tanken om alt det, jeg skulle rumme fremover. Hvor var mit positive jeg dog blevet af?

Vivian så indgående på mig og sagde så: “Dig, du er da stadig den samme humørbombe, som du altid har været. Du er bare snotforkølet!”

Nu var det min tur til at skraldgrine. “Ja, du har sgu nok ret. Jeg har det med at blive syg som en mand.”

Da jeg forlod salonen var jeg ikke kun lettere på hovedet, men humøret havde også fået et løft, og jeg er på ingen måde ked af, at kortere hår kræver hyppigere besøg hos frisøren. Tak til verdens kæreste frisør!

 

Tags: , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2012-2018 Mariannes tanker All rights reserved.