2

Tid til fordybelse

Posted by Marianne on 29. september 2015 in Unavngivet |

 

Livets veje er uransagelige, siger man. Og det kan der jo være noget om. Havde jeg vidst, hvad det ville føre til, da jeg for nøjagtig fire år siden ville undersøge, hvad der gemte sig bag ginen på Farum Hovedgade 68, havde jeg langt tidligere taget vejen op ad den grusede indkørsel. Det blev begyndelsen på et nyt og spændende kapitel i min egen historie.

Så snart jeg trådte ind i den lille butik, blev jeg tryllebundet. Jeg blev så glad for min nye kjole og mødet med Bente, at jeg hurtigt vendte tilbage, og fremover blev det stedet, hvor jeg shoppede tøj og oplevelser.

Før Bente tilbød mig en stilling, havde jeg ingen forestillinger om, at det var noget, jeg skulle. Jeg havde jo fundet min passion i skriveriet. I dag er det faktisk nøjagtig 20 måneder siden, jeg havde min første tirsdag i butikken, og for mange er det ikke lang tid, men hånden på hjertet, så er der sket så meget i mit liv, at jeg ikke kan forstå, det kan fyldes ind i 20 måneder. Undervejs fik jeg udgivet min anden roman, og en tredje er i sin spæde opstartsfase. Det kræver fokus at bygge et univers og en historie op, og det er nødvendigt, at jeg kravler helt ind i min fantasi for at give fortællingen kærlighed og liv. Dette er min passion, og jeg glæder mig til fordybelsen. Nu er det, at min tunge beslutning kommer ind i billedet. I dag bliver min sidste tirsdag i Knap Design!

Jeg har tænkt over, hvordan jeg bedst får takket alle de vidunderlige kunder, jeg har mødt i butikken, de nye kolleger, Bentes familie og ikke mindst Bente selv, uden at lyde for højtidelig. Den opgave er umulig. For det føles ærligt talt højtideligt.

Jeg har solgt tøj til voksne kvinder, men jeg har også haft en stor personlig udvikling og overvindelse: at fjerne ubehaget ved at blive fotograferet. I guder, jeg har kylet mange billeder ud gennem tiden. Da jeg mener, at livet er for kort til at lade sig begrænse af forfængelighed, takkede jeg med høj puls ja, da Bente spurgte, om jeg ville stå model i hendes tøj. Det var slet ikke dumt gjort. Oplevelserne har været uforglemmelige. Jeg har poseret i et rigtigt fotostudie og er blevet stylet af vidunderlige make-up artister og stylister. Fotografer har bedt mig danse foran deres kamera, og jeg har haft en noget udfordrende omklædning i en varevogn. Hold op det har været skægt. Og frem for alt glemte jeg helt den småtykke kone, der stod i tøjet.

DSC_9257DSC_92391-IMG_0904IMG_0905

Foruden modelarbejdet har jeg deltaget i lærerige og underholdende events, og senest var jeg med en kunde til koncert i DR. Kvinder har indviet mig i deres private projekter, og jeg har ført et hav af samtaler, der efterfølgende har fået mig til at reflektere over dette og hint. Folk har vist mig tillid. Jeg ved, hvad flere kvinder drømmer om, og de kender til mine drømme. Vi har talt tøj, mænd, børn, job og selvfølgelig litteratur. Det har været mere end berigende, og nye venskaber spirer.

Da jeg i 2011 trådte ud fra Bentes butik, troede jeg, at jeg havde mit livs dyreste kjole i posen. Det skulle i stedet vise sig at blive det billigste stykke tøj, jeg nogensinde havde investeret i. Tak for en masse skønne timer i Knap Design og til Bente, der kan langt mere end at lave lækkert tøj til voksne kvinder.

Kærlig hilsen
Marianne

2

Hannahs forår

Posted by Marianne on 28. maj 2015 in Anmeldelser, Blog |

Torben og jeg havde den store ære at gennemlæse og komme med kritik til manuskriptet ‘Hannahs forår’, før den røg i trykken. Vi gik til opgaven med stor seriøsitet og var begge meget spændte på at se det endelige resultat. Hvordan mon Anita havde grebet det an? Hvor meget af vores kritik havde hun taget ind? Jeg blev selv vældig glad for den vurdering, jeg fik af mit kritikerpanel, da jeg skulle lave en sidste gennemgang af MED ALT BETALT. Jeg havde den samme dygtige redaktør på begge mine bøger, som kunne mærke, hvor jeg ville hen, og hvor der skulle justeres. Torben og jeg besluttede at ville gøre det lige så godt, når vi gennemgik hendes manuskript. Opgaven var spændende og absolut en af de hyggelige udfordringer –  for os er det bare noget helt særligt at ligge i sengen søndag formiddag med morgenkaffen og tale bøger. Jeg har nu læst Hannahs forår i dens endelige version og blev så overvældet over det helstøbte resultat, at jeg simpelthen måtte skrive en lille anbefaling.

Romanen har i den grad efterladt mig med en behagelig eftertænksomhed. Af hensyn til nye læsere, vil jeg ikke gå ind i selve handlingen, men jeg vil godt røbe, at jeg elsker og nyder alle de dimensioner, Anita får med af bogens hovedperson. Hun tegner et intenst og fuldkomment billede af Hannah, som mor, bedstemor, datter, elskerinde og midaldrende kvinde. Hannah er så virkelig, at jeg bogen igennem bliver ensom med hende og får lyst til at favne hende med al den overskud af kærlighed, jeg måtte have i mig. Udover det, så fungerer hele kompositionen, karaktererne, dialogerne og sproget.
En stille og yderst velskrevet fortælling med en tilpas længde.
Tillykke, Anita!

Hannahs forår

Tags: , , , , ,

0

Anmeldelser fra læserne

Posted by Marianne on 1. maj 2015 in Anmeldelser |

Kopieret fra bibliotek.dk  ***** 5/5

Anmeldelse af ”Med Alt Betalt”af forfatter Marianne Joensen

“Med Alt Betalt” tager fat, hvor ”Kærlighed I Indkøbskurven” slutter, men det er en fortsættelse, der med sin perfekte historiefortælling kan stå alene. Marianne Joensen brillierer sprogligt i sin nye bog, der består af lutter gennemarbejdede passager.

Handlingen centrerer sig omkring fænomenet bedrag, og det løber en koldt ned af ryggen, når man gøres til vidne omkring, hvad hovedpersonen Maria gennemgår. Hun lokkes til at købe en ferielejlighed i Tyrkiet. Den snigende uhygge, der indtræder allerede første gang, lejlighedskøbet overvejes, bliver mere og mere grufuld og samtidig med lejlighedskøbet beskrives hendes hverdagsliv med arbejde i en fysioterapi, to unge døtre, en elsker, venner, en ex og hendes familie. Det er en historie, der baserer sig på det faktuelle omkring problemer med at købe ejendom i udlandet, men bogens vigtigste budskab kunne tænkes at være de mange psykologiske dramaer, der udspilles undervejs. Forfatteren viser sig som en stor menneskekender, og som læser suges man ind i de mangefacetterede følelser, der opridses.

Gennem bogen bliver årstidernes skiften fantastisk godt beskrevet, så man næsten føler sine tæer, der er døde af kulde i sneen – eller mærker varmen fra solstrålerne på en forårslørdag. Måden, bogen bevæger sig gennem året på, udtrykker på en fin måde, hvordan tiden går, mens Maria kæmper. På andre plan vises det også, at der sker en udvikling – en stabel opvask i en køkkenvask i starten af bogen bliver midt i bogen til et overstrintet toilet og til sidst til et muggent køkken. De fremadskridende processer er iøjnefaldende.

Tempoet i bogen er accelererende og bogens sidste del måtte for mit vedkommende sluges uden hensyntagen til min nattesøvn. De følelser, man får under huden navnlig under den sidste del af bogen er alarmerende, rystende og en kilde til selvransagelse.

Stemningen i Med Alt Betalt springer kaleidoskopisk fra det uhyggelige til det groteske til det smukke, således at fortællingen glider let og ubesværet af sted med myriader af højdepunkter. Et eksempel på de hurtige replikskift, der rummer så meget fortættet mening, at man sukker under læsningen, kunne være nedenstående (side 116):

”Har du hørt fra Palle? Skødet….” ”Gider du lige tage skraldet?” ”Jo, selvfølgelig.” Han griner. ”Det plejer jeg jo. Ha ha….” ”Hø hø” replicerer hun tørt og giver ham posen. Ole rækker armene op mod sin far.

Når skraldeposen brister, føler man irritationen hos Maria, og skraldet symboliserer så meget mere.

Et andet eksempel på stor skrivekunst kunne være forfatterens leg med ord, der får følelser og sanseindtryk til at smelte sammen i en stor oplevelse som i det følgende (side 111):

”Friskheden står om hende. Hudens kølige rødmen får hende til at virke særlig glad”.

Marianne Joensen får de små handlinger, mennesker hele tiden foretager sig, til at stråle af de følelser, personerne bag ved har her og nu, hvilket er et malerisk og virkelig flot aspekt ved bogen. Helt ned på sætningsniveau er der ting og beskrivelser, der er dobbelttydige, og bogen er en drøm at analysere.

Bogen kan i høj grad anbefales pga. det høje spændingsniveau, den psykologiske indlevelse, det kunstneriske sprog og frem for alt den personlighed, man møder så godt beskrevet hos Maria igennem bogen, indtil det hele kulminerer.

Bogen kan både læses pga. den høje spændingsværdi – som gjorde, at min store dreng læste den – eller pga. personbeskrivelserne, som lige var noget for mig, som er pædagog. En bog for alle.

Skrevet af Hannah Holdt, pædagog og Bach.Psych

Kopieret fra SAXO, **** 4/5

 

Debutromanen fik følgende ord med på vejen:

 Letlæselig sommerlæsning med flere hverdagsscener, der får læseren til at nikke genkendende og smile mens tankerne strejfer en tid som var. 
Der er humor, flashbacks, desperation og forelskelsens blinde virkelighed, der for de fleste af romanens karakterer bliver synliggjort hver for sig, dag for dag..
“Kærlighed i indkøbskurven” handler også om at blive “købt”, at blive duperet, at være single, at finde en grimasse, der kan passe og at komme videre, trods alt... 

 En skøn roman, der inviterer til en 2ér! 😀

 Anmeldt af undertegnet i 2012.


I anmeldelsen af “Kærlighed i indkøbskurven”, Marianne Joensens debut, inviteres der til en 2ér. 
Den er udkommet i “Med alt betalt”.


Endnu en letlæselig sommerlæsning med flere hverdagsscener. En beskrivende, måske autentisk?, timeshareoplevelse, der giver stof til eftertanke, når drømmene tager fat,  længslerne pines og krystalliseres med et brag, så snart virkelighedens sande jeg viser sig. 
Der er kommet en snert af spænding i Marianne Joensens univers. Den mærkes tydeligt i visse passager i “Med alt betalt”.

Den indbyder til en 3ér, måske som spændingsroman...


Anmeldt af Anette Hallev 29. April 2015.

 

Tags: , , , ,

0

Et lille ups hos frisøren!

Posted by Marianne on 30. april 2015 in Blog |

Snot i næsen eller ej, der skulle ske noget i dag, så jeg tog glad imod tilbuddet fra min frisør om at møde op på et afbud. Jeg fik anvist pladsen ved siden af en kvinde, der netop havde fået sat lokkerne og var ved at gøre klar til at rejse sig.

“Nå, Marianne, hvad har du tænkt dig?” spurgte Vivian.

“Hm, hvordan skal jeg sige det …” Jeg skævede til den anden kunde. Hun så da egentlig ret frisk ud, og hvad var risikoen for, at jeg kom til at fornærme hende? “Altså, jeg ved jo godt, at det er rimeligt fordomsfuldt, men jeg er nødt til at formulere det helt, som jeg tænker det, andet bliver for besværligt.”

“Ja, bare sig frem!”

“Ok, jeg render altid rundt med hestehale, og nu hvor jeg skal gå med briller permanent, føler jeg, at jeg kommer til at ligne en bibliotekar …” fløj det ud af munden på mig.

Mere nåede jeg ikke, før kunden ved siden af knækkede sammen i et latteranfald. Vivians blik flakkede fra den ene til den anden, hvorpå også hun måtte overgive sig.

“Helt ærlig, synes du, jeg ser dødsyg ud?” Kunden drejede næsen mod mig og fortsatte med at le.

“Nej bestemt ikke … slet ikke …”

“Jeg er bibliotekar!” svarede hun kort og forsøgte så med at glatte mit måbende udtryk ud ved at fortælle sjove historier om bibliotekarer.

Åh, hvor var det godt med selvironi.

Jeg fattede mig og forklarede: “Jeg turde netop tage chancen, da du slet ikke ligner en bibliotekar. Og desuden findes der da rigtig mange smarte bibliotekarer … det var bare … altså …”

“Det er helt i orden, og du ligner slet ikke en bibliotekar,” svarede kunden.

“Jamen, når jeg har hestehale, så …”

“Du ligner på ingen måde en bibliotekar!”

Her var det, at jeg overvejede at sige tak, men besindede mig dog. Kvinden var bibliotekar og var skide smart, så jeg var virkelig en klovn. En kæmpe klovn. Punktum.

Vivian og jeg blev alene i salonen og fik os en god klog snak om alt mellem himmel og jord. Indimellem måtte jeg pudse snudeskaftet og vædde stemmebåndet. Jeg betroede hende, at jeg kunne blive helt bekymret for den alvorlige mine, jeg var ved at tillægge mig. Måske var det overgangsalderen? Måske var jeg bare temmelig påvirket af alt for megen grim sygdom omkring mig? Jeg kunne blive helt modløs ved tanken om alt det, jeg skulle rumme fremover. Hvor var mit positive jeg dog blevet af?

Vivian så indgående på mig og sagde så: “Dig, du er da stadig den samme humørbombe, som du altid har været. Du er bare snotforkølet!”

Nu var det min tur til at skraldgrine. “Ja, du har sgu nok ret. Jeg har det med at blive syg som en mand.”

Da jeg forlod salonen var jeg ikke kun lettere på hovedet, men humøret havde også fået et løft, og jeg er på ingen måde ked af, at kortere hår kræver hyppigere besøg hos frisøren. Tak til verdens kæreste frisør!

 

Tags: , , , ,

0

Boghandleren i Stenløse

Posted by Marianne on 25. april 2015 in Blog |

Stenløse Boghandel

Hver gang, jeg skal til at taste nummeret, er der noget i hjemmet, der skriger efter opmærksomhed. Opvaskemaskinen hyler. Tørretumbleren skal tømmes. Og med et falder mine øjne på de trætte planter i stuen. Forlagschefen havde opfordret mig til at bidrage med PR. Indlysende. Men det ændrer ikke på, at det virker skræmmende – egentlig kunne jeg lige så godt optræde med poledance iført g-streng nede på Storetorv. Desuden havde jeg endnu ikke genvundet balancen efter et uheldigt møde med en boghandler, hvis øjne det meste af tiden havde været klistret til papirerne på disken, mens jeg med krøllet tungebånd fortalte om min bog. ”Hvad er det for et forlag?” havde han spurgt. Jeg havde fortalt om forlaget. ”Folk gider ikke læse bøger fra små forlag,” havde han svaret, stadig uden at se op fra sine papirer. Her havde jeg mærket gråden skvulpe rundt med mavesyren, hvorefter jeg havde taget flugten ud.

Nu sidder jeg her og repeterer min forfatterkollegas ord: Hun er sød. Hun er sød. Hun er sød. Så trykker jeg nummeret. Hurtigt. Smældet jager som et elektrisk stød gennem kroppen, da hun prompte besvarer opkaldet. Snart sænker mine skuldre sig. Stemmebåndet løsner sig, og det går med et op for mig, at det ikke er hendes, men min stemme, jeg hører fortælle muntert om bogen. ”Jamen, det lyder da spændende. Emnet er i hvert fald godt valgt.” klukker hun og fortsætter: ”Jeg glæder mig allerede til at læse den.”
Jeg må tage mig selv i at spørge: Virkelig? Også selvom det er et lille forlag? I stedet smitter hendes begejstring mig, og snart kører en dejlig let dialog imellem os, hvor vi slutter af med at få aftalt en bogsigneringsdag.

Det bliver lørdagen, hvor jeg skal signere hos boghandleren i Stenløse. Min første signeringsdag nogensinde. Heldet fortsætter heldigvis. Birgitte har læst min roman og har sågar anmeldt den med et flot resultat, 4/6 stjerner. Det kan godt være, at jeg ikke når at tale så meget med kunderne, da jeg signerer, men det gør hun! Kunderne elsker hende. Det mærker man tydeligt. Hendes begejstring og passion for sit fag smitter hele vejen rundt om bøgerne – og en to tre sælger hun mine bøger. Hun har fanget humoren og spændingen, alle lag. Men frem for alt kender hun sine kunders smag. Også når det ikke er min bog, der rammer. Denne gang forlader jeg en boghandler i et fornøjet humør og med selvtilliden intakt. Det hele skal sgu nok gå.

Årene går. Tre. Der er boglancering af min anden roman. Det er vel ikke svært at regne ud, hvem jeg først tænker på at invitere? Men hvordan invitere hende, uden at det kan misopfattes? Det er hendes menneskelighed og passion for sin boghandel, jeg fanges af. Uanset om hun sælger min nyeste roman eller ej. Alt er godt. Birgitte tager glad imod invitationen og ankommer med spil i øjnene og solskin i smilet. ”Tillykke med dagen, Marianne. Din bog er fantastisk, jeg har allerede udsolgt! Den første kunde rejste helt fra Christianshavn til Stenløse for at få et eksemplar til weekenden,” udbryder hun fornøjet.

Det er så vildt, at der er kunder, der er villige til at rejse langt efter en bog, jeg har skrevet, og at Birgitte allerede har udsolgt af første sending. Og alligevel er det ikke overraskende, for der er et gammelt ordsprog, der siger, at du får, hvad du giver. At sælge og købe sine bøger med empati og fornemmelse for det nære her i livet lønner sig. Så kære læsere, uanset om du er bibliotekar, boghandler, forfatter eller passioneret læser, så husk hvordan du lever rundt om dine bøger. Nogle gange koster det lidt ekstra at gøre en forskel, men i sidste ende vil du blive den største vinder.

Tak til Birgitte Foged Pedersen fordi du er, den du er og husker en god omgangstone og et stort nærvær, når du betjener dine kunder og forfattere.

Varme tanker
Marianne, forfatter og kunde

Tags: , , , , , , ,

0

Så er det NU!

Posted by Marianne on 10. april 2015 in Unavngivet |

Nu er det nu. Lige nu.
6 år er længe at vente, men jeg klarede det. Jeg troede, jeg kunne, og nu ved jeg, at jeg kan!
Hvordan vil den blive modtaget?
Jeg har kvalme, tyndskid og vil egentlig allerhelst have det overstået. Ud med den og så tilbage til skrivehulen. Men jeg vil, at den bliver læst. Jeg vil ikke nøjes med at skrive til skuffen, så selvfølgelig skal vanviddet bare have lov at rase i min krop. Jeg tør ikke. Tør ikke. Angst essen Selen auf, skriger en fremmed stemme i mig. Jo, jeg tør godt. Selvfølgelig tør jeg. Diskussionen havde jeg med mig selv for 6 år siden, og den er ikke længere interessant. Husk det, Marianne.
Om lidt må alle have en mening om mig og min begavelse eller mangel på samme. Ydrk! Det er jo for fanden det, jeg ønsker. Hvordan ellers blive klogere? Hvordan ellers holde sig selv fast i uddannelsen som skrivende historiefortæller? Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er uddannet Cand. Mag i dansk eller i litteraturvidenskab for den sags skyld, men jeg har altid fået folk til at lytte. Så noget kan jeg. Dette giver mig en form for tryghed. Jeg starter ikke fra ingenting. Min redaktør skrev til mig, at jeg er en god historiefortæller. Han skrev, at jeg holdt et forrygende tempo med realistiske dialoger og troværdige karakterer bogen igennem. Han er uddannet i litteraturvidenskab, så han ved altså noget. Det lykkedes ham at få mine skuldrer til at sænke sig. Jeg kan jo godt, og jeg fortsætter ufortrødent, uanset …

Skriveprocessen er hele tiden i udvikling, og jeg lover jer, at jeg ALDRIG skriver en bog uden at have hele hjertet med. Jeg håber, I kan mærke min passion for at fortælle og min store interesse for de psykologiske mekanismer, der skaber den gode, den sårbare, den rædselsvækkende eller den onde forbindelse mellem mennesker. Interaktionen. Mennesker er min altoverskyggende interesse. Så er det sagt. Dyr siger mig mindre. Så er også det sagt!
Og nu til bogen …

Det skulle blive en tilfældig handling, bygget på tillid til min forsikringsmand, der satte hele cirkuset i gang. En modbydelig oplevelse, blev incitamentet til at starte en seriøs forfatterkarriere. For mig har det været som at hoppe elastikspring fra Rundetårn. Kurser, bogdebut, foredrag, modelfotos og ansættelse i KNAP DESIGN. Et vanvittigt trip med daglige armbøjninger. Men nu er den her, færdig og klar.
Med alt betalt er fortalt og skruet sammen, så I ikke kommer til at kede jer. Det får I slet ikke tid til. Tempoet er højt. Dialogerne og karaktererne er uden cirkus, men absolut autentiske. Selve historien er akkurat lige så rædselsfuld som min egen oplevelse. I romanen oplever vi en glad og positiv hovedperson blive revet fra hinanden, da hendes forsikringsmand viser sig at være en fup og fidusmager af dimensioner. Jeg vil godt røbe, at … nej! Mere tror jeg ikke, I skal vide lige nu. Læs selv bogen og mærk følelserne spille.

Kh Marianne

0

Der er altid lys

Posted by Marianne on 30. marts 2015 in Foredrag |

Mine passioner: Paris, tøj og fortællinger.

 

Der findes altid et glimt af lys i mørket, man skal bare ville se det.

Jeg ved godt, at det er meget lettere at tænke sådan, når man er født med et positivt sind og en humoristisk tilgang til livet, og det er jo det, jeg er. Men jeg ved også, at når jeg fortæller min historie, så lytter folk. Min måde at tackle bump på, virker som regel inspirerende. Derfor inviterer jeg dig nu ind i mit liv og fortæller, hvorfor jeg, trods modgang, føler mig som en stjerne på deltid.

Med alvor og morsomme anekdoter tager jeg dig med på rundfart i mit liv op til 2012, hvor jeg debuterede som forfatter. Jeg fortæller om en invaliderende gigt, der tvang mig til at redefinere mig selv for 13 år siden, og hvordan et Højskoleophold, Dansk Flygtningehjælp, tyrkisk undervisning, køb af støttestrømper, og et gigantisk svindelnummer fik indflydelse på det hele.

Jeg kan garantere dig mindst et godt grin undervejs, og der vil altid være plads til spørgsmål under og efter foredraget.

Må din dag blive en gentagelse værd!

Kærlig hilsen
Marianne

Åndelig føde med på tur i den gamle brødkasse

Åndelig føde med på tur i den gamle brødkasse

 

Foredrag af 45-90 minutters varighed. Hvert foredrag bliver nøje tilpasset det enkelte arrangement.

Foredrags- og oplæsningshistorik

 

  • Tisvilde Højskole
  • Daghøjskolen Madam Blå
  • Ørsted Parken
  • Charlotteklubben
  • Galaksen i Værløse, “Lun på ord”
  • Farum bibliotek
  • Skriveværkstedet, København
  • Galleri Henneberghus, Esbjerg
  • Farum Rotaryklub

 

 

0

PRESSEMEDDELELSE

Posted by Marianne on 26. marts 2015 in Unavngivet |
Pressemeddelelsen fra forlaget

Pressemeddelelsen fra forlaget

1

PRESSEMEDDELELSE – MED ALT BETALT

Posted by Marianne on 25. marts 2015 in Med alt betalt |
Pressemeddelelsen fra forlaget

Pressemeddelelsen fra forlaget

2

Nøgenløb i Farum

Posted by Marianne on 24. august 2014 in Unavngivet |

Han ser ud over parken, da han svæver over trappetrinnet. Helt uden at tænke på det velvoksne lem, der flyver med. Op og ned. Fornemmelsen af luften, der kærtegner den nøgne hud er så ubeskrivelig dejlig, at han må skrige. Han griner. Banker sig hårdt med knyttede næver på brystkassen, som en anden Johnny Weissmuller. Uden at kende til Tarzan. Hver en muskel er spændt. 16 år i hop gør ham atletisk at se på. Men han har ingen anelse, nyder bare friheden og den kildrende luft på huden. Ingen stramme elastikker og velcrobånd. Overalt på kroppen pibler sveddråber ud af porer som små energiske insekter. Han løber helt op på den øverste repos. Han er slet ikke bange. Det er han kun sjælden. For eksempel hvis han ser en meget stor hund. Om lidt vil han kravle op på tagryggen og se udover hele Farum. Det her er noget helt andet end at sidde i Puntoen. Også selvom hans far plejer at rulle ruderne ned. Men hans far og de andre ved ikke altid, hvad der er bedst. Der er øjeblikke, hvor han simpelthen bare er nødt til at løbe. Få luft. I dag gjorde han noget, han aldrig havde gjort før. Han løsnede sikkerhedsselen, kravlede ud gennem den nedrullede bilrude og ud af sit tøj. Hans far skulle lige hente noget i supermarkedet. Det gjaldt om at være hurtig. Og hurtig det var han. 

Han banker sig hårdt på brystet og udstøder primatskrig, der får de to gamle i parken til at se op og gribe ængsteligt fat i hinanden. De kan ikke vide, at han er helt ufarlig. Bare en mærkelig dreng.
Oppe fra reposen får han øje på en trampolin. Hurtig som en panter flyver han ned ad trinene og tværs over græsset. Da han endelig får sat ordentlig af i den store havetrampolin, får han et glimt af en gruppe mennesker, der nærmer sig. Han sætter hårdt tænderne ned i håndryggen og laver aftryk, så huden brister. Uden at ænse smagen af jern, fortsætter han med at hoppe, bide og banke brystet mørkerødt. Hans far siger noget til betjentene, som så fjerner sig lidt. Han bliver glad for at se sin far. Men han gider ikke hans begrænsninger i dag.
Hans far vinder.
Han følger med sin far hen til politibilen, hvorefter de kører ned til Puntoen, der stadig holder ved supermarkedet. Han sætter sig lidt modvilligt ind på bagsædet. Et par unge tøser fjanter forbi og kokettere, da de får øje på ham, derinde bag bilruden. Han rokker frem og tilbage i sædet, helt uvidende om sin effekt på pigerne. Rasmus.

1-041

 

”Han skider!” råber jeg, selvom Torben går lige ved siden af mig.
Jeg havde forventet at se Rasmus dimse med jord, hvilket vil sige at kaste en håndfuld jord fra hånd til hånd, men i stedet ser jeg ham stå med bukserne nede om haserne i færd med at slippe sit tarmindhold ned i græsset.
Straks vender Torben sig 180 grader og styrer resolut mod sønnen, samtidig med at han trækker en vandflaske og køkkenrulle op af rygsækken. Selv står jeg fastfrosset og stirrer beskæmmet på ægteparret, der skyder opad jorden få meter fra os. Ægteparret ser høfligt væk, da de passerer far og søn. Langsomt går det op for mig, at Torben muligvis kan have brug for hjælp. Men hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke tørre drengen. Det er helt udelukket. Nej, det kan jeg simpelthen ikke.
Jeg går tøvende over til Torben, der står og kæmper med at få renset sin søn ordentligt. ”Har du overvejet at give ham ble på?” spørger jeg.
”Kunne du holde ud at have ble på 24 timer i døgnet?” Torben vasker og renser, mens Rasmus står stille og lader sin far ordne ham, som han har gjort i 16 år. Enkelte gange slår Rasmus sig for brystet og udgyder små tilfredse lyde.
”Det er da pinligt, at han bare trækker bukserne ned her i Dyrehaven,” fortsætter jeg, dybt optaget over min egen utilpashed ved situationen.
”Er du klar over, hvor mange år det har taget mig at nå her til? Indtil han fyldte 15, både sked og tissede han i bukserne.”
Det kan jeg jo godt se. Jeg fortsætter min indre kamp med min fornuft og ukærlige attitude. Et svar til Torben udebliver.
”Er der noget, der ikke er sjovt, så er det, når lorten er groet ind i buksebenene.” Torben finder en hundepose i lommen og fortsætter nøgternt: ”Det her vænner du dig til.”
Jeg tier. Der er ingen grund til at opføre sig som en imbecil. Godt min 16-årige datter, Louise, ikke havde tid til at tage med på denne tur. Jeg mumler igen for mig selv, at dette er noget af det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har oplevet. Men jeg har jo også to normale børn. Begavede børn. Det har Torben også. Men han har også Rasmus, infantil autist og mentalt udviklet som en 2-årig. Dog uden sprog.

Snart lærer Rasmus mig at forstå, at det ikke er jordens undergang, når han skider ude i Moder Natur. Alle overlever at se det. Lort er og bliver en klam sag. Han lærer mig også at overleve – efter et par sindsoprivende oplevelser – at for en dreng som Rasmus er rødvin bare væske til at slukke tørsten med. Jeg får lært betydningen af, at den, der gemmer til natten, gemmer til katten. At gæster kan overleve på tør kaffe – kage på et fad kan hurtigt trylles til krummer, når Rasmus er i nærheden. En fuld pakke pålægschokolade holder kun til et kort øjebliks uopmærksomhed. Og endelig lærer jeg ikke at miste besindelsen ved lyden af et badekar, der bliver fyldt klokken 3 om natten. Rasmus får mig til at bladre i hukommelsen og genfinde glæden ved at synge ’Mariehønen Evigglad’, lave sjove stemmer og gakkede gangarter. Pludselig har jeg fået et særligt publikum til mine fjollerier. Han lægger mærke til mit tøj, farver og materialer – ja og accessories, øreringe, der glimter, armbånd med sjovt vedhæng, spraglede tørklæder. Han ser det hele. Det allerbedste, jeg ved, er ubetinget at høre hans uhm-lyde. Dårlig mad giver lyde af stoleben, der skraber henover gulvet, ligesom sveskekagen med lakridstopping. Jeg troede fejlagtigt, at den skulle glide ned, da han jo uden besvær spiser knopper fra bjergfyr og blade fra træer og buske. Det lykkes drengen at vække min nysgerrighed, og faktisk har han ret. En bjergfyrknop smager ubetinget bedre end sveskekage med lakridstopping!

En gang om året kommer han med på ferie i Skælskør. Allerede når vi drejer ud fra Kellersvej i Buddinge fortæller vi ham, at nu skal han i sommerhus. I år vil hans rokken frem og tilbage ikke stoppe, før vi er fremme. Frokosten hos farmor er umulig at indtage, alt skal besigtiges, døre lukkes, døre åbnes, sko sættes på plads ind til væggen, og nips undersøges. Glæden vokser hele tiden i hans urolige krop og gør ham temmelig anstrengende at være i stue med.
Den første nat bliver hæslig. En dør smækker klokken 4 om morgenen, hvorefter jeg springer ud af sengen. Drengen er nu på vej ud af huset i adamskostume (naturligvis). Jeg kalder på Torben og fortæller, at Rasmus går rundt i haven. Ud flyver Torben. I adamskostume – naturligvis! Resten af natten ligger Rasmus og ler højlydt for sig selv. I guder, jeg vil give meget for at vide, hvad der foregår i hans hoved. Jeg forestiller mig, at han glæder sig. Sommerhuset ved Kobækstrand betyder en masse af det bedste, han ved: svømme, spise godt og gå en masse ture.
Efter natten er jeg mere død end levende. Alt værker i kroppen. Torben formår at sove mellem hvert stunt. Han har jo også 20 års erfaring. Jeg bliver fortvivlet og aner ikke, hvordan jeg skal overleve denne uges sommerferie. Dagen efter er Torben et stort smil under en uafbrudt overvågning af sønnen. Jeg får lov bare at være. Trods min zombiagtige tilstand insisterer jeg på, at Rasmus skal have god hjemmelavet mad, da det halter noget med det kulinariske på institutionen.
Mens jeg står og rører i gryderne, spekulerer jeg på, hvordan vores ferier med Rasmus skal være fremover. Om de skal være med en pædagog. Måske uden mig? Jeg kan jo hægte mig på, når Rasmus bliver kørt tilbage til institutionen. Overvejelserne er tunge ligesom hovedet og øjenlågene. Efter maden bliver Louise hentet i Slagelse og bliver hos os et par dage, hvor hun bader i en uendelighed med Torben og Rasmus. Før hun tager hjem, siger hun til os begge, at uanset hvor træt og sur, man kan blive på Rasmus, så er han altså bare utrolig kær. Og rigtig sur synes hun aldrig, man bliver, for han kan jo ikke selv gøre for det. Og det er så sandt, som det er sagt. Rasmus er kær. Der er længe til næste sommerferie, men lur mig, om ikke jeg vælger samme model som i år. Rasmus er unægtelig et barn, der skal opleves.

 

 

Copyright © 2012-2018 Mariannes tanker All rights reserved.